5. s. e. påske

 

Af Astrid Paludan

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. AMEN

Ligesom på St. Bededag handler det igen i dag om bøn. Evangelielæsningen, der hører til dagen i dag, er fra Johannesevangeliet kapitel 17,1-11. Afsnittet er en del af en længere bøn, som Jesus beder til Gud. Jesus beder bønnen, kort før han bliver taget til fange for senere at blive korsfæstet.

Bøn betegnes især som menneskets henvendelse til Gud, men man kan også tale om bøn som et menneskes henvendelse til et andet menneske. F. eks. kan vi bede et andet menneske om hjælp i en svær situation. I dag handler det særligt om bønnen som henvendelse til Gud.

Der findes forskellige former for bøn. Der findes bønner, som bliver bedt i fællesskab f.eks. ved gudstjenester, hvor der bliver bedt bønner, som enten siges for alle af en person, oftest af præsten, og der bliver bedt i kor, når vi sammen beder Fadervor.

Der findes også de mere private bønner. De bønner, vi beder, når vi er alene. Det er ikke sikkert, at vi fortæller andre, at vi beder, for mange mennesker buser ikke gerne ud med, at de beder til Gud. Måske fordi bønnens indhold er privat. Nogen former for bøn vil man gerne have alene sammen med Gud. For i bønnen kan vi udtrykke alt, hvad der fylder i vores sind: glæde og sorg, fryd og vrede. 

Som bønnens indhold kan være forskellig fra person til person, kan måden man udtrykker bønnen på også være forskellig: Èn udtrykker måske sin fortvivlelse i et suk, mens en anden udfolder sin glæde og taknemmelighed for livet i sang. Bøn kan også være en forbøn, hvor man beder for andre mennesker, som har det svært. 

Den bøn vi hører i dag fra Johannes evangeliet er – som jeg tidligere var inde på – en del af en længere bøn, som Jesus beder til Gud. Bønnen kaldes også ”Den Ypperstepræstelige bøn” og det er en afskedsbøn. 

Jesus tager afsked med sine disciple og med verden. Ligesom et familieoverhoved, der samler sine pårørende omkring sig inden døden, tager Jesus afsked med sine nærmeste. Når Jesus dør, bliver disciplene ladt alene tilbage, og derfor beder han for dem, han overlader dem i Guds varetægt. 

Dette aspekt er dog kun en del af sagen. Det grundlæggende tema i denne bøn er den gensidige herliggørelse af Faderen og Sønnen. Bønnen om, at Sønnen må blive herliggjort, og at det fællesskab, der altid har været mellem Faderen og Sønnen, må komme til at omfatte alle troende.

Jesus begynder sin bøn med ordene: ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn…” Ord som herliggørelse og herlighed fylder meget i bønnen. Og ordet herlighed bruger vi ind i mellem i daglig tale. F.eks. kan vi bruge udtrykket ”sikke en herlighed”. Udtrykket kan bruges enten, hvis der er noget, vi absolut ikke bryder os om, eller hvis noget er helt fantastisk – hvis noget rent faktisk er herligt.

Når noget er herligt, betyder det, at det er pragtfyldt, vidunderligt eller skønt. Det er noget, der er ud over den sædvanlige hverdag. Ja, man kan kalde hverdagens højdepunkt for en herlighedsoplevelse. 

De begivenheder, der er herlige, er dem, vi tænker tilbage på med glæde: det kan være en smuk naturoplevelse, en dejlig eftermiddag med familie eller venner eller en særlig god middag. Ja, i det hele taget en dejlig oplevelse, der er ud over det sædvanlige.

 

 

I bibelen hører vi også om herlighed. Ordet herlighed hører vi allerede om i Det Gamle Testemente, og ordet er beslægtet med ord som strålende og pragtfuld. Som menneske kan man ifølge Det Gamle Testamente være udstyret med herlighed, men man kan også miste det. 

Først og fremmest er herlighed dog noget, der er knyttet til Gud, hvor englene priser Guds herlighed. Guds herlighed kan i denne sammenhæng være ensbetydende med Guds magt og anseelse.

I Det Nye Testamente anvendes ordet herlighed både i almindelighed og det anvendes om Gud og om Jesus. Jesus er den, der åbenbarer Guds herlighed. Han er den, der fortæller os om Gud. 

I Johannes-evangeliet tales der flere steder om Jesu ophøjelse på korset som hans herliggørelse, der samtidig er en herliggørelse af Gud. Når Jesus i bønnen fra evangelielæsningen til i dag taler om herliggørelse, og når han siger, at han har herliggjort Gud på jorden, så betyder det, at Gud har åbenbaret sig, at Han har vist sig for mennesker i sin søn Jesus Kristus.

Ved sit liv på jorden, døden langfredag og opstandelsen påskemorgen, har Jesus fuldendt Guds gerning. Ved sit liv på jorden har han vist os hvem Gud er, ved sin lidelse og død Langfredag har han vist, hvor uendelig langt Gud vil går for vores skyld, og ved opstandelsen påskemorgen får vi budskabet om, at Gud kan langt mere, end vi mennesker kan fatte.

For at få del af Guds herlighed, vi kan også kalde det Guds Rige eller Guds kærlighed, må vi tage imod ham med tro. Troen får vi gennem det vi hører, når vi hører Guds ord. 

I troen er der ingen eksamen, der skal bestås og vi skal ikke gribes af præstationsangst. At være kristen er at have et forhold til Gud ud fra mødet med Kristus. Gud er ikke forblevet fjern, men han har trådt os i møde. Han har trådt os i møde gennem sin søn Jesus Kristus, som levede på jorden, og som gennem sit liv og sin død og opstandelse herliggjorde Gud for os.

AMEN